DRENGETID PÅ EN LANDSTATION


Af Jens Bøtcher


SVENSKEREN


Stationsforstander Rasmussen sad ved sit skrivebord og kørte tommelfingre. Klokken var nu næsten 8, og 7-toget havde ikke vist sig endnu. Det var endda snart en halv time siden, de havde meldt afgang fra Rødby, bare 6 km. længere oppe ad strækningen. Hvor blev "han" dog af? Bare han ikke sad fast i sneen et eller andet gudsforladt sted på vejen ned. Sneen væltede ned og ventesalen, der ikke havde været opvarmet i de sidste 10 år og heller ikke var det i dag, var fyldt op med usædvanlig mange rejsende, der i dag havde ladet bilen eller cyklen stå på grund af vejret….
I en alder af 12 år var jeg blevet forfremmet til stationsforstandersøn, da min far fik stillingen i Rødby Havn, efter at have gjort tjeneste som overassistent, først i Rødby, senere i Holeby. Rødby Havn dengang den mest ydmyge stationsforstanderpost på den ydmyge sidegren af Lollandsbanen. Hvor ydmyg strækningen var, fremgår af en overhørt samtale i toget ud for Rødby station: Hansen: Nå, man kan da se, at vi er kommet til en større station! Petersen: Hvorledes det? Hansen: Jo, på den forrige station gik der tre høns på perronen, her går der fire!
Hvad der fik ham til at søge stillingen var måske, at han havde tilbragt sin elevtid her.

Personalet på Rødby station var sig godt bevidst om de små forhold. I 1951, dengang der endnu var bane mellem Rødby og Nakskov, "det lille tog" foruden "det store tog" Maribo - Rødby Havn, blev stationen udstyret med højttalere. "Hallo, hallo. Tog afgår om et øjeblik til Nakskov fra perron grusbakke!"
Dengang boede vi i Rødby, jeg var bare 5 år på det tidspunkt og helt vild med tog. Jeg vrælede som en stukken gris, når jeg ikke måtte komme med min far på arbejde. Engang tog han mig alligevel med, og jeg fik endda lov til at sige afgang med spejlægget til det lille tog, men ikke til det store, nixen!
Der var lang tid mellem togene og ikke meget at lave, så min far havde taget sit staffeli og sin malerkasse med på arbejde. Mellem togene malede han nøgne badenymfer. Når han var kørt hjem i frokostpausen, malede portørerne badetøj på nymferne. Nå, der røg fortællingen ud på et sidespor.
Rødby Havn var dengang, vi skriver 1958, et af de allerværste udsteder i kongeriget. Overfor stationen på grusperronsiden lå de sure, vandlidende arealer bag Østersødiget. Til den anden side forløb langs med banen Havnevejen, der i den ene ende førte ned til den bitte, forfaldne fiskerihavn, og til den anden side førte ud over markerne, det ene sving efter det andet, 6 km. ind til købstaden Rødby, der dengang blev regnet for den ringeste af alle købstæder i kongeriget. "Hærre Gu, ær du fra Røbby?" sagde man endnu dengang, en overlevering fra bybranden og oversvømmelsen i 1800-tallet. Langs havnevejen lå villaer, enkelte udstyret med et forretningslokale, og så hele 4 købmandsgårde, der slyngede sig op i den afsindige højde af 2 etager. Bagved lå "Skippergården", et levn fra Rødby Havns kortvarige storhedstid under 1. Verdenskrig, med rederi, skibsværft, stålstøberi, nu anstalt for psykisk udviklingshæmmede. Skolen var kun med 5-klasset grundskole og 2-årig fri mellem, så de få børn der havde set lyset, måtte begive sig op til mellemskolen i Rødby, og Byskolens åbningstid passede naturligvis ikke med jernbanens køreplan, så børnene cyklede de 6 km. For ikke at komme 20 minutter for sent til første time. Utroligt, at kommunen ikke evnede at indrette skoletiden. Jeg havde det imidlertid herligt, jeg var allerede dengang vild med tog. At komme til at bo på en station, det var simpelthen noget af det største en dreng kunne opnå. Med i gavekassen hørte også, at nogle af lokoførererne tillod, at jeg kørte med i førerhuset, når 4-toget skulle rangeres om. Jeg har sågar prøvet flere gange selv at være lokofører i omløbet, både med Kanariefuglen og Svenskeren, med den rigtige lokomotivfører stående ved siden af, forstås.
Jeg gik kun i 5.klasse dengang, og skulle egentlig skifte fra Byskolen, hvor jeg havde gået indtil da, til Havneskolen, men min far havde på en eller anden måde ordnet det med skolekommissionen at jeg måtte blive på Byskolen, da jeg alligevel året efter skulle i mellemskolen. Som stationsforstandersøn havde jeg yderligere det privilegium at få min cykel gratis med toget. Så kunne jeg tage toget ind om morgenen og spurte op ad Rødby hovedgade og nå bare 10 minutter for sent i skole, det gik bare ud over morgensangen, og det gjorde efter aftale heller ikke noget. Far hørte til honoratiores. Mor fik ved udnævnelsen opfordring til at blive optaget i Dansk Kvindesamfund, det ville hun ikke. Når hun ikke tidligere havde været god nok, så kunne det også være lige meget. Nå, men den omtalte dag kom 7-toget tøffende klokken godt 8, 10 minutter efter, at det skulle være returneret. Det var fuldstændig hvidt, og først da det kom til perron, kunne vi se, at det var "Svenskeren". Alt disponibelt materiel var nemlig i arbejde på hovedlinien til Nakskov, der er forskel på folk. Den normale sammenstilling med "Kanariefugl" (Frichs firkantede), pakvogn, den store bogievogn nr.16 med de bløde lædersæder og den toakslede såkaldte "skolevogn" -kun for skoleelever, måtte vi undvære i dag. "Svenskeren" betød på en normal dag en halv time for sent i skole. "Svenskeren" kunne kun trække en enkelt toakslet vogn, men havde indbygget pakrum. Den toakslede personvogn var selvfølgelig "skolevognen", en rædsel af alle vogne. Hjulene føltes 8-kantede, sædernes polstring lod ane, at umiddelbart under fandtes brædderne. Til daglig gik ingen normale rejsende ind i den vogn, kun grundskoleelever, der hujede og skreg og sloges og idet hele taget opførte sig som aber. Gymnasieeleverne benyttede den "rigtige" vogn. Godt forfrosne fra den iskolde ventesal strømmede de mange rejsende op i skolevognen, der i dagens anledning havde fået kul i kakkelovnen. Tøv en kende, meddelte togfører "smukke"Larsen, Vi skal have vendt lokomotivet, så vi får sneploven i kørselsretningen, og jeg kan se, at drejeskiven er fuld af sne. Den skal vi have tømt først, og det bliver I nødt til at hjælpe med, hvis I vil med toget i dag. Ud kom der så 10 skovle fra "Svenskerens" pakrum, og med de rejsendes hjælp kom "Svenskeren" så på plads, og vi kunne futte af. Fem meter, hen til varehuset for at aflæsse stykgods. Endelig så, kun en lille time forsinket, kunne toget køre retur. Onde tunger påstod til daglig, at "svenskeren" kørte så langsomt at man kunne springe af og plukke blomster undervejs, i dag gik det endnu langsommere. Endelig så ved 10-tiden arriverede vi, dvs. jeg og mellemskoleeleverne og lærer Nielsen, ca.15 i alt, der i dag havde valgt toget, Rødby Byskole, hvor vi blev modtaget af skoleinspektøren, der meddelte os, at skolen desværre ikke turde holde os i skolen på grund af vejret, hvorfor vi straks skulle tage hjem. Vi traskede så sammen med lærer Nielsen de små 2 km. tilbage til Rødby station, idet vi håbede på, at vi måske kunne være så heldige, at slæberen skulle en tur til havnen, eller at den kunne aftales dertil. På Rødby station så verden imidlertid helt anderledes ud. Der var ingen slæber, og det var ikke til at sige, hvornår der igen kom tog. Privilegeret som jeg var, afleverede jeg min skoletaske til gratis stykgodsforsendelse til Rødbyhavn med førstkommende forbindelse, hvorefter vi unger, anført af lærer Nielsen begav os ud på landevejen til Rødbyhavn i det voldsomme snevejr. En lille kilometer udenfor byen havde vinden rigtig fat. Landskabet er totalt fladt, intet hæver sig bare en meter op, intet sted var der læ. Vi frøs og vi var våde. Men hvem kommer der? Lollandsbanens ældste rutebil i turistkørsel med 10 km./t. Rødbygård havde chartret bussen, den var fyldt med patienter, der havde været til tuberkuloseundersøgelse. Hvor der er hjerterum er der husrum: vi fik nogle dejlige ståpladser, lidt trangt, drivvåde men i muntert selskab, og efter en halv time tøffede vi ind på Havnevej. "Kanariefuglen", dagens næste forbindelse kom ved 16-tiden med min skoletaske, lektierne slap jeg ikke for, og dagen efter var toggangen fuldstændig normal.

HÅRDT ARBEJDE

Fader var utrolig streng med opdragelsen. Han bestemte i stor udstrækning, hvad jeg skulle foretage mig, men i skærende modsætning hertil udviste han en utrolig generøsitet på områder, hvor man slet ikke skulle vente det. Hans sammensatte sind var nok et resultat af hans egen barndom. I følge hans egen beretning boede han med sine forældre i Orehoved, hvor farfar var overportør ved DSB. Far gik på gåben til realskolen i Nørre-Alslev 10 km. hver vej! Så kunne jeg vel også cykle de bette 6 km. til skole!
Farfar havde tjansen med at tømme latrinerne på Overhoved station for 3 kr. pr. måned. Fiffig som han var, aftalte han med en gartner, at denne kunne købe gødningen fra latrinerne for 3 kr. pr. måned, men så skulle gartneren også selv forestå tømningen.

Fiffigheden havde fader arvet. Han havde aftalt med en forpagter, der havde en gård længst ude grænsende til rangerterrænet, at han kunne hente kogødning, han skulle bare selv læsse og køre. Jeg havde i nogen tid fået lov i 12-års alderen at drøne rundt med banetroljen på rangerterrænet imellem togtiderne, så jeg var i fin øvelse og havde ikke gennemskuet generøsiteten, da fader en dag kommanderede mig til at hente et læs kolort på troljen oppe hos forpagteren. Æv, altså. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg kørte af sporet og væltede lort af lige foran stationsbygningen, så fader måtte ud midt i middagsluren, i fuld uniform, med skovl, for at gøre sporet klart til 2-toget. Der var en underlig lugt på kontoret den eftermiddag, men jeg blev aldrig mere sendt efter gødning.

Den omtalte trolje har overlevet og henstår hos museumsbanen i Maribo (2012)


Fiffigheden blev nedarvet i tredje led. Ikke noget med at rende til stranden med kammeraterne, nej, der skulle vandes jordbær, skulle der. Men fader var generøs vedrørende penge. 5 øre pr. 10 literspand. Der var blot det ved det, at vandet skulle hentes oppe ved stationens vandpost og transporteres 100 m ned til haven. Jeg fandt hurtigt på, at jeg kunne have 2 spande på cyklen, så det varede ikke så længe, førend jeg havde sparet sammen til en billig plastikvandslange, som jeg lagde ud mellem vandhanen i remisen og haven tværs over rangerterrænet i pausen mellem middagstoget og det tidlige eftermiddagstog. Nu gik det rigtig stærkt med at tjene penge, og fader kunne ikke rigtig forstå, hvordan jeg kunne vande jordbærrene så hurtigt. Men det var jo rigtig nok, jordbærbedet sejlede i vand. Da fader opdagede fidusen, roste han mig anerkendende, og tilbød mig at købe vandslangen, mod at jeg aldrig mere skulle vande jordbærrene. En rigtig god handel. En krølle på historien er den, at han ikke rigtig kunne lide, at vandslangen lå hen over sporterrænet, nogen kunne jo få ondt af, at han tappede vand hos jernbanen. Altså gravede han vandslangen ned under skinnerne. Desværre kunne den billige vandslange ikke bære trykket fra lokomotivet, så der gik hul på slangen, og i en middagspause under jordbærvandingen blev banelegemet undermineret. Fader fik meget travlt med at stoppe ballast inden 2-toget. Året efter blev jordbærrene gravet op.
Jens, der er penge at tjene! gjaldede det op igennem trappeskakten fra kontoret til boligen på 1.sal. Det betød som regel at der skulle rendes med et telegram. I min bare 12 år alder havde min far udnævnt mig til kgl. Privilegeret ekstra-post-telegrafbud ved postekspeditionen, nok stik imod alle regler, men det virkede udmærket og gav en 70 øre til budet, hvilket i vore dage svarer til en lille 10-er, gode penge for sådan en bette knægt, hvis det bare ikke var fordi en god del heraf skulle i sparebøssen. Så har du noget at studere for! Da det endelig kom så vidt, var inflationen rendt fra sparebøssen, og jeg kunne stå og ærgre mig over, at jeg ikke som mine kammerater havde købt cykler, knallerter, grammofon, radio osv. Nå men o.k. jeg beholdt da så meget, at jeg altid havde penge på lommen til tobak og 11-øres basser, når vi smuttede lidt fra undervisningen. Faktisk havde jeg rigeligt med lommepenge, for der var ganske mange telegrammer, undertiden også telegrammer til landdistriktet, det kunne give helt op til 3-4 kr. Det skete også ret tit, at jeg blev sat til at vikariere for et af postbudene til 8 kr. i timen. Ikke dårligt, men vist heller ikke helt efter reglerne. Den rigtige postmester oppe i Rødby forlangte, at jeg aflagde postløftet skriftligt, og det gælder ad Wandsbæk til, når man bare lige er fyldt 12. Yderligere var jeg "ansat" som stationsdrager. Det betød ud med kærren med banepakker til købmandsgårdene, inden jeg skulle i skole, og resten efter skoletid. Jeg var optaget i en eller anden fortegnelse, jeg ikke ved hvad hedder, men det indebar, at man på enhver station i kongeriget kunne læse i en fortegnelse, at stationen havde godsudbringning.
Somme tider var det temmelig store sager, der skulle slæbes, bla. husker jeg, at præsten fik kørt et klædeskab ud, på kærren, til tariffen - modtageren betaler, han så lidt skævt til at skulle betale voksenpris til den bette dreng, men betalte da uden kommentarer. Ellers var det værste jeg vidste, når der kom en 100 kg.s olietønde til gravemaskinen nede i havnen, den skulle køres på sækkevogn ca. ½ km op over diget. Far hjalp mig med at få tønden på vognen, men hvis tønden vippede ned undervejs, og det gjorde den tit, så kunne jeg stå der ude på Havnevejen og vente på at en venlig sjæl kom forbi og hjalp med at få vippet sækkevognen. Honoraret var der ikke noget i vejen med.


Generøsiteten fejlede heller ikke noget, når pengene blev brugt til modeljernbane, så behøvede jeg ikke at putte pengene i sparegrisen. Faktisk var det min far, der begyndte modelbanen ved at give mig et par store Märklinlokomotiver, vogne skinner o.s.v. efterfulgt af store toggaver til jul og fødselsdag. Det var også ham, der anlagde strækningen og malede kulisser, jeg måtte nøjes med at køre med det de første år. Jeg var vel også for lille. Senere tabte han interessen, jeg tog over, købte til og byggede. Desværre var det tyske tog, man havde dengang, det var ikke lige det, jeg havde tænkt mig, blev jeg klar over, da jeg blev lidt ældre. Medvirkende til at jeg også selv efterhånden mistede interessen var, at jeg ikke kunne gennemskue de skjulte bagtanker, min far havde angående modelbanen, nemlig at bruge det som trækplaster over for folk, han selv kunne have fornøjelse af. Engang kom der således en herre fra Færøerne for at besøge sin udviklingshæmmede søn, der var indlagt på Rødbygård. Min far var meget interesseret i færøske frimærker, så inden jeg overhovedet havde lukket ørerne op, havde min far aftalt med ham, at jeg skulle lege med hans søn 2 timer hver anden søndag. Når tankerne går tilbage, ser jeg ham pusle med sine frimærker. Det var virkelig noget stort. Engang kom han i avisen.

En anden gang var det modelbaneklubben, der kom med særtog for at se Fugleflugtsliniebyggeriet. De blev også jaget op i lejligheden for at se modeltog. Hvordan det kom i avisen, ved jeg ikke, men det var ikke helt sandt, hvad avisen skrev.

Det var lidt svært at forestille sig, hvordan fugleflugtsanlægget ville komme til at se ud. Skinnebussen er ved at foretage omløb, og det flade areal bagved skal bebygges med et kæmpe sporareal.

Byggeriet på Fugleflugtslinien kom efterhånden godt i gang, og med det den store morgenslæber kl.6:30 med henved 30 vogne med skærver fra Mogenstrup via Rødby Havn privatbanestation til Rødby Færge. Der blev rigtig travlt på den lille station, der en overgang blev Lollandsbanens mest indtægtsgivende. Der kom spændende sager, et såkaldt klædeskab

der skulle gøre der ud for en rangermaskine

Der var en kran, der skulle slæbes over til nybyggeriet, men først skulle den holde ved læsserampen nogle dage, og det var ærgeligt, for så var det slut med at køre cykelræs ned ad rampen.
Personalesituationen blev presserende, og de ansatte blev skåret ned til en uges sommerferie. Midt i det hele blev min far alvorlig syg, og banen måtte i desperation få mig til at føre vognregnskabet mod et klækkeligt voksenhonorar.
Alting får jo en ende, sygdom også. Min far genoptog tjenesten, byggeriet på Fugleflugtslinien gled ind i et roligere tempo, de store godstog ophørte, passagerertallet aftog, de lokomotivtrukne morgen- og eftermiddagstog blev erstattet at skinnebusser og jeg kom i gymnasiet i Maribo. Det er ikke noget at prale af. Når nogen spørger mig, hvor jeg har gået på gymnasium, siger jeg gerne "Schneekloth", for, hvis jeg siger "Maribo", så spørger de:"Guud, hvor ligger det henne?" Der var ikke længere tid til at lege jernbanevognmand og telegrafbud. Festen var næsten forbi, bortset fra, at der kom en hård vinter med godt med sne. Skinnebussen sad fast og driften var aflyst nogle dage. Foråret 1963 kom, med det indvielsen af Fugleflugtslinien og ophøret med persontrafikken på Rødbybanen. Den sidste telegramudbringning gjorde jeg på indvielsesdagen. Det var til selveste Kong Frederik, det vil sige, jeg skulle bare aflevere telegrammet hos overfartslederen. Det var tidligt på formiddagen, Hans Majestæt var endnu ikke ankommet. Den røde løber var rullet ud, og jeg kunne ikke undgå at træde på den, da jeg skulle ind på overfartslederkontoret. Jeg fik et gevaldigt fur af en granvoksen rengøringsformand for at betræde den kongelige løber, men overfartslederen havde set det, og mens jeg afleverede telegrammet, fik rengøringsformanden et fur for at have generet Hans Kongelige Højheds kgl. post&telegrafvæsen. Rengøringsformanden gav mig en højtidelig undskyldning med løfte om, at sligt ikke skulle gentage sig.
Med Fugleflugtslinien døde den lille bane. Sådan forgår al verdens herlighed.
Der er mere om Rødbyhavn station i Jens "Fut" vender tilbage, billedfortælling om Maribo - Rødbyhavnbanen fut

Oprettet: 30-05-01 Opdateret: 20-06-12