IDÉEN OM HAVEBANEN

Jens Bøtcher

Kapitel 1. (2006)

Havebanen holder til i Rødovre. Jeg er folkeskolelærer af profession, nu pensioneret. Jeg har min oprindelse i et jernbanemiljø på Lolland, derfra interessen. (Se "Drengetid på en landstation").

Min idé om at lave en dansk havebane startede da jeg var 10 år og tog min Pionérekspres ud i haven. Virkeligheden begyndte i vinteren 1991 i en alder af 46 år og idégrundlaget var:
1.Stor skala.
2.Det må ikke koste noget, for lærerlønnen rækker ikke.
3.Kun danske modeller.
4.Det skal være så grimt og klodset og egenartet, at ingen vil have lyst til at stjæle det, og samtidig så pænt, at jeg selv kan have fornøjelse af det.
5.Havens habitus må ikke forandres: haveanlæg og beplantning skal bestå. Der skal stadig kunne spilles fodbold, og mulighederne for hunden skal være de samme.
6.Banen må ikke dominere haven.

Hvordan endte det?

ad 1. Valget faldt hurtigt på 1:22,5, der er det største alment tilgængelige købetog i Danmark, og skinnemateriellet blev LGBs, der har det største udvalg og bedste gensalgsværdi. Jeg havde ellers forestillet mig selv at fremstille skinnerne, men efter at have afprøvet forskellige muligheder blev jeg klar over, at hjemmefremstillede skinner var lige så omkostningstunge som købeskinner, og så , nok ikke engang kunne sælges, såfremt projektet blev opgivet.
ad2. Jeg må tilstå, at jeg købte et LGB startsæt for at have noget at måle efter, men jeg har da solgt vognene og transformatoren igen. Lokomotivet er senere blevet skrællet og løsdelene genbrugt.  Jeg byggede det første karosseri af en gammel inddækning fra taget og brugte, hvad jeg ellers havde i brokkassen. 1.maj 1992 kunne banen så indvies med to bornholmske togstammer. Som lærer får man en fantastisk kreativitet i at omskabe værdiløst materiale til udsøgte ting. Det med udgifterne holdt bare ikke. Især til de nyeste modeller er der grebet dybt i tegnebogen. Togene er virkelig solide sager. Selv skinnebussen fra 1991 kører endnu.
ad 3. Siden er det så bare gået derudad , og der er stadig kun danske modeller på banen.
ad 4. De fleste modeller blev bygget i aluminium. Der er noget gedigent og et særligt skær over modeller af metal, men jeg må tilstå, at det er noget nemmere at bygge af plastic, som jeg har gjort ved de seneste modeller. Som årene er gået, er det ikke grimt og klodset mere, men derimod nydelige skalamodeller. Jeg har fået en del anmodninger, også fra udlandet, om arbejdstegninger. Men, stadigvæk, det er egenartet og derfor ikke til at sælge som hælervarer.
ad 5. Banen blev anlagt rundt om bede, plæner og andre anlæg som kant, og det lykkedes virkelig at bevare den oprindelige have. Senere, må jeg tilstå, har nyplantninger så indrettet sig efter banen. Signaler ol. blev anbragt ved i forvejen faststående stolper og træer, så det ikke kan skades af dyrene eller omvendt.
ad 6. Det lykkedes virkelig! Jeg slog selvfølgelig for stort op og opdagede, at enkelthed er løsningen. Jeg startede med at lave en overdækket perronhal, model Aarhus og en kassebro model Lillebæltsbroen; det blev kasseret allerede efter 14 dage. Plastichuse og græssende plasticbussekøer, boliger. biler og sporvogne er bandlyst. Efter 15 år på banen er der kommet skalamodeller af stationsbygninger, selvfølgelig hjemmefremstillet i affaldsmateriale, men det gælder stadig at placeringerne er diskrete, og når man træder ind i haven, vil man ikke forestille sig, at skinnebussen lige pludselig kommer farende forbi én.
Jeg vil tillade mig at sige, at jeg er tilfreds med resultatet.
En  bemærkning her på siden skal være, at jeg fortryder, at jeg ikke fra starten af bekostede nogle ordentlige ledninger. Alle disse blandede rage til sig ledningsstumper holdt ikke i længden. i 2006 efter 14 år blev hele ledningsnettet renoveret.

Kapitel 2. (2011)

eller den bornholmske modelbanes storhed

Havebanen har nu nået en størrelse, her ved 20-års jubilæet, der gør, at det er blevet uhyre tidskrævende at holde det ved lige. Dertil kommer, at min hustru er kommet til skade, så jeg må stå for hele husholdningen foruden mine andre gøremål: hund, have o.s.v. . Jeg tænker på at sælge. Jeg indrykker en annonce i Bornholms Tidende, og får et besøg derovre fra, et ægtepar der tilsyneladende har en relation til Bornholms tekniske Museum. Det antydes, at museet på sigt er interesseret på sigt at købe banen. De går rundt på anlægget og tager en masse billeder.

Jeg regner med en tidshorisont på ca.5 år. Jeg går i gang med at sælge de tog, der ikke er DBJ, eller ombygge til DBJ. Der er lige pludselig for lidt skinner til togene, så banen bliver udvidet. Det kører fint, så jeg kan ikke nære mig for at bygge noget mere. Det er byggeriet der fastholder interessen. Vedligeholdelsen af anlægget begynder at blive en plage: rensning af skinner, fjernelse af ukrudt i banearealet. Her bruges ikke kemi. Der bruges for lang tid på vedligehold. Resten af haven ser uplejet ud. Selv om alle gøremål efterhånden er kommet ind i en fast rutine, er det ikke så sjovt at skulle bruge en timestid  på klargøring hver gang der er køredag. Jeg vakler, hvad skal jeg gøre? Banen er ved at vokse sig selv ihjel. Der er lejlighedsvis kontakt med interessenten fra Bornholm, men der sker ikke rigtig noget derovre. De skal lige bygge en hal, for togene skal alligevel ikke være udendørs. Senere: de skal lige søge nogle nogle fonde til halbyggeriet. Endnu senere: de har ikke fået midler til hallen. Sådan fortsætter det frem til 2016. I april dette år bygges det sidste: 4-vogns skinnebustog. Nu har jeg ALT bornholmsk.

Kapitel 3. (2016)

eller den bornholmske modelbanes  fald.

Jeg passerer min 70-års fødselsdag. Det giver altid anledning til reflektioner når et skarpt hjørne rundes. Ingen mænd på min fars stamtræsgren har opnået 71-års fødselsdag. Hvad skal mine efterkommere  (alle kvinder), der ikke interesserer sig for tog, dog stille op med det kæmpestore 220 m. havebaneanlæg? De tror, at man bare sætter en annonce i den blå avis. Min egen habitus er ikke heller, hvad den har været. Det kniber med at komme ned i jordhøjde og op igen. Jeg får ondt i ben og knæ og kan ikke klare mere end et par timer med at ordne bane. Dertil, jeg har jo kørt analogt i 25 år, og der er efterhånden mindst 10 km. ledning at holde styr på, og jeg kan ikke længere finde rede i det. Jeg har været nødt til at bruge rigtige elledninger til de store afstande, og mange forskellige farver dertil findes ikke. Farvekoderne har så været et stykke isoleringsbånd (som mange steder er faldet af), og jeg har heller ikke været konsekvent, når et ledningsafsnit skulle repareres. Jeg har mange steder samlet med kronemuffer, de ruster efterhånden.

En dag i juni (2016) siger jeg til mig selv: "Jens, siger jeg, nu gider jeg altså ikke mere, nu er det slut!" Jeg begynder at demontere anlægget, en strømkreds ad gangen, man kan sige, at der egentlig er 4 baner. Jeg kører farvel på de resterende baner imens, så demonteringen sker ikke lige i ét hug. Mange tanker gøres undervejs: hvorfor var jeg så dum at lægge ledningerne under sporet ligesom man gør på en indendørs H0? Hov, her er jo en af de oprindelige første ledninger fra 25 år siden, dybt nede i jorden, hvor fører den hen? Nå, ingen steder! Hvorfor fjernede jeg ikke de gamle ledninger, når jeg lagde nye? Her ligger et kloakrør skjult, som jeg brugte som tunnel for mange år siden, den burde jeg have fjernet dengang jeg fjernede underkørslen, og så videre, og så videre.Hele juli gik med det sjov.

Togene blev efterset og klargjort til salg, malet lidt hist og her. Skinnerne blev sorteret i 3 kvaliteter: 1) absolut 1. klasse, 2) skinner med mindre skader, begyndende revne i 1 svelle, og 3) brud på svelle, reparationer af samme, skinner af andet fabrikat, hjemmelavede tilpasningsstykker. Jeg satte så til salg på min egen hjemmeside og satte min lid til højere magter, at det nok skulle gå alt sammen. Om ikke andet: jeg stod ikke lige og manglede til terminen, skulle det være, så var jeg parat til at brænde det hele af på et bål, ligesom det skete med den rigtige DBJ.

Salget blev en overraskelse. Nogen har ligget på lur. Det kørende materiel, bortset fra 4 små vogne og et skinnebustog der var reserveret en køber, solgt på én gang, nok for billigt synes jeg. På den anden side: storkøbsrabat, og jeg sparede udgifter til  auktionsholder og gebyrer ved kommisionssalg hos forretningerne, så o.k. Salget af skinnerne kategori 1) og 2) gik på samme måde til bare 2 købere, bedre pris end forventet. Hvad der angår kategori 3), så beholdt jeg disse skinner, da de ikke var egnet til salg. Hvad der så ikke er solgt endnu er nogle transformatorer og strømstyringer og videoanlæg, OG, det reserverede skinnebustog, hvor køberen sprang fra, og damptoget, hvor jeg i forvejen forventede, at ingen var parat til at punge ud med 10.000 kr.

Hvad så nu? Som lærer var jeg vant til altid at have en plan B, og en plan C og næsten en plan D, da det aldrig var til at forudse, hvad dagen ville bringe. Også her. Forsynet ordnede det pænt, TAK! Kategoriskinnerne 3) rakte til en rundbane 9m. X 10m. Da damptoget skal køre herpå, betyder det ikke noget med strømtilslutningen. Der var endda også lange 3) skinner nok til en 15 m. pendulbane til skinnebussen. De to nye banestrækninger er anlagt i en solbeskinnet den af haven ved et rundt glashus, hvorfra styringen foregår. Skinnerne er nemme at komme til, og der er ikke meget løvfald i det område. Ledningerne er holdt på et minimum. Der er opsat videokameraer ved stationerne, og man må selv styre stop/start. Bygningerne var der stor rift om, det var ikke forventet. Jeg stoppede salget af disse, da jeg netop havde 4 stationer tilbage. Jeg manglede lige en remise, men jeg havde kloakrøret, som i løbet af få dage blev til en remise. Så skete der det, at damptoget ikke ville mere. Jeg satte så strøm på rundbanen og fik det til at virke, så skinnebussen også kunne køre dér. Jeg skal alligevel ikke køre med 2 tog ad gangen. Men, alligevel, det kunne være rart med endnu en motorvogn. Jeg gik i reservedelskassen og fandt begyndelsen til en sporvogn, som jeg er begyndt på under devisen: det må ikke koste noget. Jeg skal bare bruge de sidste materialer og rydde op.  Damptoget kører igen, men nu er jeg jo gået i gang med sporvognen......

Et er sikkert: der skal ikke anlægges mere spor. Det betyder ikke, at det er helt slut med at lave fikumdik. Arvingerne kan sælge damptoget i den blå avis og lægge resten i skraldebøtten. Jeg giver mig selv 5 år mere til Havebanen, vi får se................

tilbage til MENU


Oprettet: 01-07-97 Opdateret: 29-09-16