KIRNITZSCHTALBANEN

Den skulle være nedlagt for længst, for ved den tyske genforening skulle alle urentable DDR foretagner straks lukkes. Men, den kører stadig, og det bliver den ved med. Bystyret har forstået at banen er nødvendig for turismen.

Den befinder sig i den aller sydligste del af Sachsen, tæt ved grænsen til Tjekkiet og en stor nationalpark, i en lille bitte by ved navn Bad Schandau med bare 3300 indbyggere. Som navnet antyder, er der tale om en kurby, der er hospital og klinikker for skønhed og forskellige sygdomme. Husene er gamle. Ved et besøg føler man sig sendt 50 år tilbage i tiden.

Banen, der stammer fra 1898, kalder sig bane. Andre ville nok udnævne den til sporvej. Sporvidde 1000 mm., længde 8,3 km.Bad Schandau er den mindste by i Tyskland, der har sin egen sporvej. Den fører fra byen op til Lichtenhainer Vandfaldet og den store nationalpark med fantastiske klippeformationer og rigdom på plante- og dyreliv. Vi forestiller os, at vi kommer med toget, enten fra Prag eller Dresden, begge retninger følger floden Elben, og

stationen og byen ligger på hver sin side af floden, så vi skal med en lille motorfærge. Ude på floden møder vi en kulfyret udflugts-hjuldamper

Oppe i byen, ved kurparken finder vi banen. Der er rigtigt togomløbsspor i stedet for en sporvognssløjfe.

Så vi får oplevelsen af en rangering.

Jeg hopper ombord og tager hele turen op til endestationen, idet jeg nøje noterer mig, hvad der er af vigespor og andet af interesse, som jeg vil tage billeder af på tilbagevejen. Det er endnu vådt og overskyet efter en voldsom tordenbyge, men det er ved at klare op; bedst at vente lidt med fotoapparatet. Der er kun få passagerer, men det er jo også kun en lille by, og der bor ikke ret mange langs banen. Efterhånden kom der dog flere på, idet der både er hoteller og campingplads, faktisk blev der hurtigt fyldt op.

Her er endestation Lichtenhainer Wasserfall. Også her rigtigt omløb.

Jeg vil gerne have et billede af interiøret. Vognen er imidlertid straks blevet fyldt af rejsende, der har søgt ly for det våde vejr. Jeg beder de rejsende om tilladelse til at tage et billede og advarer om, at det kommer på internettet, så de har mulighed for at undgå fotografering.

Jeg fik også snakket med vognstyreren og fortalte ham, at jeg havde kørt med banen i 1965. Det kunne han nu ikke huske. Her er vi ved det første vigespor. Der er tid til at springe af og få et billede.

Næste vigeplads viser sig at være elværket der leverer strøm til banen. Efter deres egne oplysninger har de fået et solaranlæg, der leverer 40% af energien til banen, så de kører rigtig økonomisk.

Også her er der tid til et foto. Jeg vælger at stå af her, for banens remise og værksted ligger ved siden af elværket. Jeg får en snak med de ansatte og får lov til at tage nogle fotos, idet jeg forklarer, at det kommer på internettet.

Jeg spadserer det sidste stykke ned til byen. Det var så den tur. Tiden var lidt knap. Jeg ville gerne have taget nogle fotografier af bjergene, men føret indbød ikke rigtig til at gå rundt i området. Jeg var jo også her i 1965 og har et par gamle billeder af mine egne og et gammelt postkort:

INDEX: denmark.gif  germany.gif  uk.gif


Oprettet: 16-08-04 Opdateret:16-08-04 ©Jens Bøtcher.