Lollandsbaneturen 1.2

Vi fortsætter så videre mod Nakskov. Her skulle så være et billede fra Ryde station (holdeplads), men de kører desværre så stærkt at det ikke kunne nås, så det skulle gøres om i det fine oktobervejr i 2003:

Det er jo den rene idyl ude i skoven. Der er næsten ingen bebyggelse i nærheden. Faktisk var stationen også tæt på at blive nedlagt i 1966, men den er nedsat til holdeplads med fjernstyret krydsning.

Den gamle station er nedrevet, og i stedet er der bygget en lun ventesal. Mens vi venter, kan vi lige kigge lidt på omgivelserne, for på den modsatte side af sporene, hvor den gamle stationsbygning var, er der et minde, der fortjener omtale:

Under besættelsen, i april 45, kom en række vogne med kanon og krigsmateriel til Ryde. Vognene skulle egentlig til Ry ved Silkeborg, men en fiffig jernbanemand havde tilføjet "..de" i papirerne og på vogntavlerne. Vognene henstod uden at nogen rigtig havde anelse om, hvad det gik ud på. Nogle unge lokale modstandsfolk tog affære, og herved mistede én livet.

Næste billede bliver Søllested, engang en rigtig station, for nylig nedrevet under megen polemik, ny erstattet af en nyopført ventesal (med varmestue), ikke så sølle endda.

Vi drøner videre mod Avnede, den gamle holdepladsbygning ligger der endnu, men har andet formål, til de rejsende er der et venteskur, ganske nydeligt.

Vi er så nået frem til Nakskov. Engang et kæmpe foretagende med 3 baner, Nykøbing, Kragenæs og Rødby  og krydsende smalsporstog til sukkerfabrikken, havnebane med masser af trafik til skibsværftet. Havnebanen ligger der stadig, men der sker ikke så meget.

Vel ankommet til Nakskov. Der er alligevel en del at kigge på her, så der bliver en side mere, klik her, hvis du  vil se med, eller gå tilbage til index