På tur med Pinzgaubanen (året er 1998)

Pinzgaubanen udgår fra Zell am See (Østrig) til Hohe Tauern naturparken 48 km. længere oppe i Salzachdalen ved Krimml-vandfaldet . Det er en statsbane, 760 mm sporvidde, men bortset fra det, ligner dens funktion og historie meget hvad der kendes fra de danske privatbaner.

Vi stiger på en motorvogn eller skinnebus, kald det hvad du vil, på Zell am See banegården. Den har sin endestation i en lille sækbanegård ved gavlen af stationsbygningen, på samme måde som vi ser det i Vemb og Helsingør for at sammenligne. Vi har købt en bog på stationen. Der står at læse, at smalsporstoget tidligere havde plads i spor 1 foran stationen, men måtte vige, da hovedbanen skulle udvides. Zell am See, med omkring 10000 fastboende, er nemlig blevet et søgt turiststed både sommer og vinter så befolkningstallet når op på det dobbelte.

pinz2.jpg (132531 bytes)

Et kig i køreplanen viser, at der er ½ times drift ud til noget, der kaldes golfbanen, og at hvert 2. tog fortsætter til endestationen Krimml 48 km længere oppe. Toget har en bivogn, der med sine runde ender minder om vore hjemlige daddelæsker. Vi entrer motorvognen, og så går det ellers derudaf. Toget ligger godt i sporet, skinnerne er svære som på hovedbanen, kørslen er behagelig og motoren høres næsten ikke. Efter et par kilometer kommer vi til en godsbanegård og et remise-& værkstedsanlæg. Tischlerhäusl.

pvrk5.jpg (128972 bytes)

Værkstedsanlægget er helt nyt, moderne og velordnet. Godsbaneanlægget har rullevogne, hvorpå normalsporede vogne kan anbringes.

gds4.jpg (123284 bytes)

Godsbanegården har altid haft plads her uden for byen.  Da hovedbanen overtog arealerne inde i Zell am See blev al værkstedstjeneste, remise o.s.v. samlet herude. Det er ikke så dårligt fundet på, vi ser noget lignende i Helsingør/ Grønnehave, Varde og andre steder, at lillebanen har et større stationsanlæg et par km. fra endestationen.   Her er yderligere det særlige, at vi ser tre-strengede spor, så vogne med forskellige sporvidder kan udveksles.

gds2.jpg (135353 bytes)

Vi kører videre, og ser, at også her er stationer blevet lukket for publikumsbetjening, men der er venterum, og de helt små holdesteder har pæne venteskure til de rejsende. Alt er velholdt.

pst4.jpg (96475 bytes)

Undervejs passeres flere sidespor til industrianlæg, det synes ikke at være forbundet med større problemer, at blive betjent med smalsporsbane. Det forklarer også, at skinnerne er så kraftige og at banens underbygning er overordentlig solid. Blot undrer det, at banen ustandselig svinger sig fra den ene side af den ret fladbundede dal til den anden, når der ikke synes at være nogen grund dertil.   Efter en halv times tid når vi banens midte, stationen Mittersill. Der er åbent, publikumsbetjening og en lille restaurant. Vi beslutter at stå af her, vi er trods alt på ferie, og fruen har ikke tog som hobby.

pst2.jpg (112819 bytes)

Ventetiden på 20 min. bruges til en forfriskning og til at kigge på et udstillingslokomotiv på stationspladsen. Det kan se på næste side

På hjemturen satte vi os ind i bivognen.  Det var en oplevelse for sig selv, det var som i gamle dage og kan anbefales. Blot ærgrer jeg mig nu over, at jeg ikke tog hele turen. Du må altså nøjes med et ældre billede af endestationen.

krimml.jpg (104556 bytes)

Om banens historie og jubilæum kan læses på næste side, eller du foretrækkerstartsiden

Oprettet: 07-02-03 Opdateret:08-02-03 ©Jens Bøtcher